PMS behandling i Horsens

PMS - hvad er det?

Lider du af humørsvingninger, brystspændinger, væskeansamlinger og hovedpine i dagene op til din menstruation?

Hvis du kan svare ja til ovenstående er det meget sandsynligt at du er ramt af præmenstruelt syndrom, i forkortet udgave PMS.

Undersøgelser tyder på, at de fleste  kvinder i den fødedygtige alder har symptomer i forbindelse med menstruationen og at ca. en tredjedel oplever  gener i form af PMS.

Hvad er PMS?
PMS er en fællesbetegnelse for en række fysiske og psykiske symptomer som kvinder kan opleve i perioden fra ægløsning til menstruation. Symptomerne veksler lige fra hovedpine og oppustethed til anspændthed og depression. Oplevelsen af PMS kan således være meget forskellig fra kvinde til kvinde.

De mest almindelige PMS-symptomer er:

  • Fysiske:
    Opsvulmet underliv og evt. ægløsningssmerter, brystspændinger, hovedpine, ændret appetit (trang til sødt, fedt eller alkohol), træthed, svaghed, svimmelhed, vægtstigning, ledsmerter, nedsat modstandskraft, ændret fordøjelse (forstoppelse/diarre/tarmluft), ændret trang til vandladning, hjertebanken og ændret sexlyst.
  • Psykiske:
    Humørsvingninger, irritation, depression, koncentrationsbesvær, manglende beslutsomhed og søvnløshed

På baggrund af de meget forskellige symptomoplevelser kan PMS inddeles i fem grupper:

  1. Nerve- PMS
  2. Blodsukker- PMS
  3. Hævelse- PMS
  4. Depression- PMS
  5. Smerte- PMS.

Du kan måske have størst tendens til en af typerne.  Din PMS kan også være en blanding de forskellige typer.

Årsager:
Der er flere teorier om årsagerne til PMS. Forskere har bl.a. foreslået at øget følsomhed over for de normale hormonelle udsving eller mangel på hormonet progesteron i perioden efter ægløsning skulle være skyld i de cyklusbestemte gener. De hormonelle svingninger spiller sammen med vigtige signilstoffer i hjernen. Ubalancer i disse signalstoffer kan være en del af forklaringen på PMS, især når det kommer til de psykiske gener.

Andre teorier koncentrerer sig om mangel på næringsstoffer og/eller blodsukkerubalancer som årsag til problemet. Det er også muligt at de ovennævnte årsager hænger sammen indbyrdes – men sikker viden og en endelig forklaring mangler stadig.

Den begrænsede viden om PMS og behandlingsmuligheder er måske årsag til at tilstanden ikke har fundet accept som et egentligt fysisk problem. Mange læger har således overset eller ignoreret syndromet, eller har betragtet det som ”hysteri”. Kvinder har derfor måttet leve med deres PMS, uden mulighed for vejledning og behandling.

Du kan selv gøre meget:
Der er dog ingen grund til at se passivt til og lade de præmenstruelle gener tage kontrol over din hverdag.

For selv om der ikke findes kendte muligheder for at helbrede PMS er der meget du kan gøre for at forebygge og lindre symptomerne.
Som nævnt forekommer PMS i mange afskygninger og den rigtige behandling kan derfor være meget individuel. Denne artikel beskæftiger sig med mulighederne for at bedre PMS-symptomerne gennem kostomlægning. Man bør dog samtidigt være opmærksom på at psykologiske aspekter kan være vigtige faktorer for PMS. Desuden lider nogle kvinder sandsynligvis af PMS i en sådan grad at medicinsk behandling er nødvendigt.

Vær opmærksom på din kost:

Lever du et fortravlet liv hvor der ikke er meget tid til overs til de store kostovervejelser?

Eller har du i tidens løb simpelthen tilegnet dig en række mindre gode kostvaner?

Så vil første skridt på vejen mod et liv uden PMS være en kostomlægning hvor du tager hensyn til din krops daglige behov for vitaminer, mineraler og andre næringsstoffer.

En sund og afbalanceret kost er muligvis det eneste der skal  til for at bedre din PMS væsentligt Hvis du følger de nedenstående kostråd er du godt på vej mod fornuftig kostsammensætning:

  • Kulhydrater
    Spis mange kulhydrater i form af groft brød, gryn, grovpasta, fuldkornsris og kartofler. Herudover masser af frugt og grønt. Begræns dit indtag af sukker og andre "hurtige" kulhydrater, fx. hvidt brød. De "hurtige" kulhydrater kan forstærke din PMS, især hvis du i forvejen er plaget af et ustabilt blodsukker og lider af blodsukker-PMS. Sukker kan desuden forårsage væskeansamlinger. - Ifølge de officielle anbefalinger bør energien fra kulhydrater udgøre 50-60 % af din kost.
     
  • Fedt
    Spis fedt med omtanke. Ifølge anbefalingerne bør energi fra fedt udgøre 25 -35 % af dagskosten.  Dvs. lad være med at overdrive, men pas samtidig på med ikke at blive alt for ”fedtforskrækket”. For normalvægtige vil det være fornuftigt at holde fedtenergiprocenten på omkring 30. Hvis du gerne vil tabe dig kan du sætte fedtenergiprocenten ned til 20-25, og erstatte fedtet med protein af den type der er er beskrevet nedenfor.
    Fedt er nødvendigt for en række vigtige kropsprocesser. Blandt mange andre ting spiller fedt en vigtig rolle for regulering af kønshormoner og fedtindtag eller mangel på samme, kan således også have betydning i forbindelse med PMS og andre hormonelle problemer. Ikke mindst som kvinde bør du derfor sørge for at få ”dit daglige fedt”.

    Det er dog vigtigt at vælge de sundeste fedttyper, ikke mindst når du lider af PMS - undersøgelser viser nemlig, at en kost med meget animalsk fedt (fedt fra kød og fede mælkeprodukter; smør, ost, fløde, creme fraiche) kan forstærke PMS´en. Foretræk derfor plantefedt (vegetabilsk fedt) fra fx. olier, avocado, nødder og kerner.
     
  • Protein
    Få dit protein fra fisk, magert kød, magre oste- og mælkeprodukter samt fra bælgfrugter, nødder  og sojaprodukter. Ifølge anbefalingerne bør energien fra protein udgøre 10-20 % af din kost, evt. lidt mere hvis du ønsker vægttab.
    Hvis du vil vide mere om hvordan du sammensætter din mad efter ovenstående anbefalinger, kan du læse om de 8 kostråd og Y-modellen her :
    http://www.altomkost.dk/Anbefalinger/De_8_kostraad/forside.htm

Calcium og D-vitamin
Undersøgelser har vist, at kvinder som spiser meget calcium og D-vitamin har mindre PMS. Man kender ikke den præcise årsag til denne sammenhæng, men det kan muligvis skyldes calciums og D-vitamins samspil med hormonet østrogen.
Hvis du gerne vil være fri for PMS skal du indtage calcium og D-vitamin fra din mad snarere end som kosttilskud. Du får calcium og D-vitamin fra fx. mælk, ost og yoghurt. Du skal drikke/spise hvad der svarer til 3-4 glas/portioner om dagen for at undgå PMS. Herudover skal du spise D-vitaminholdige fødevarer som fede fisk og æg.  Husk også at sollys giver godt med D-vitamin.

Kaffe
Begræns dit forbrug af kaffe til et minimum. Undersøgelser har påvist en tæt sammenhæng mellem PMS og indtag af koffeinholdige drikke.  I den sammenhæng er kaffe absolut den værste synder, men husk at der også er koffein i almindelig te og cola.
Hvis du under ingen omstændigheder kan undvære smagen af kaffe kan du prøve den koffeinfri. Denne bør dog heller ikke drikkes ubegrænset, da den kan indeholde rester af kræftfremkaldende stoffer fra produktionen.

Salt
Begræns dit forbrug af salt og saltholdige fødevarer. Salt kan i lighed med sukker forårsage væskeansamlinger og være skyld i generelt ubehag i forbindelse med PMS.

Motion
Dyrk motion minimum et par gange om ugen og gerne mere. Undersøgelser tyder på, at regelmæssig træning kan mildne PMS-symptomerne.

Rygning
Undersøgelser peger på en sammenhæng mellem rygning og PMS, så hvis du ryger er det bestemt ikke en dårlig ide at holde op eller skære ned på forbruget af cigaretter.

Stress
Undgå stress i hverdagen i det omfang det er muligt. Giv dig tid til afslapning ind imellem.

Kosttilskud
Hvis ovenstående ændringer ikke bedrer dine symptomer inden for  nogle måneder, eller hvis du i forvejen lever nogenlunde efter ovenstående råd,  kan du supplere kosten med kosttilskud. Gennem tiden er blandt andet kæmpenatlysolie blevet anbefalet mod PMS. Nyere forskning har dog ikke kunnet påvise en sikker effekt af denne olie. Til gengæld viser undersøgelser, at B6, magnesium og perikum kan have positiv indvirkning på PMS.

B6
Ved symptomer som træthed, irritabilitet og depression kan du forsøge dig med 25 mg B6-vitamin i 10 – 14 dage inden menstruation. B6 i høje doser (>50 mg pr dag) kan i nogle tilfælde give problemer i form af nedsat koordinering af bevægelser og nedsat føle- og temperatursans i arme og ben. Dette vil dog, ved doser under 50 mg, kun ske i meget sjældne tilfælde. Men vær opmærksom og stop indtagelsen hvis du oplever ovennævnte symptomer. - I maden findes B6 i fisk, kød og kartofler.

Magnesium
Virker mod væske i kroppen, menstruationssmerter og dårligt humør. Suppler kosten med 250 -300 mg dagligt. I maden findes magnesium i grønne bladgrøntsager, rugbrød, fuldkorn, mørk chokolade, nødder og mælk.

Perikum
Prikbladet perikum er naturens "grønne lykkepille". Hvis dit humør er meget dårligt op til din menstruation kan du forsøge dig med perikum – fx i form af Velzina, Hyperiforce, Calmigen eller Esbericum. Følg doseringsanvisning på pakken.

Akupunktur/Zoneretapi
Har vist sig at være særdeles effektivt i forhold til PMS behandlinger 

Prøv en PMS behandling i Horsens hos Bcare - Klinik for sundhed og forebyggelse 

Bestil tid!