Kronisk tarmbetændelse (Crohns sygdom) - Bcare
Søgning

Kronisk tarmbetændelse (Crohns sygdom)

Hvad er Crohns sygdom?

Crohns sygdom er en kronisk betændelsestilstand, som i perioder giver mavesmerter og diaré samt vægttab, afløst af perioder med få eller ingen symptomer. Sygdommen rammer typisk det sidste stykke af tyndtarmen (ileum) og/eller tyktarmen (colon), men kan ramme hele mavetarmkanalen.

De syge steder i tarmen bliver røde og hævede, og der kan komme sår, som undertiden bløder. Når betændelsestilstanden heler, kommer der ardannelse, som kan give forsnævringer af tarmen. Man kan ikke helbrede Crohns sygdom, men generne kan dæmpes, og tiden mellem opblussen af symptomer kan vare flere år.

Hvordan opstår kronisk tarmbetændelse?

Årsagen er ukendt, men er der andre i familien, der har Crohns sygdom, er risikoen for at få sygdommen større.

Hvordan føles Crohns sygdom?

Der er stor forskel på, hvordan symptomerne viser sig. Det afhænger af, hvor meget og hvilken del af tarmen, der er angrebet.

  • Mange patienter har gennem længere tid haft svage symptomer, og der går derfor ofte flere år, inden diagnosen stilles.
  • Lejlighedsvise anfald af let feber, diaré og smerter nederst i højre siden af maven.
  • Dårlig appetit.
  • Vægttab, som kommer uden, at man har planlagt det.
  • Bylder og fistler (betændte små gange, som kan have forbindelse til tarmen).
  • Almindelig utilpashed.
  • Sygdommen starter ofte i 20-30 års alderen og kommer og går efter det første udbrud.

Hvad kan man gøre for at undgå Crohns syge?

Crohns sygdom kan ikke forebygges.

Hvordan stiller lægen diagnosen?

Når diaré, mavesmerter og vægttab står på i mere end tre til fire uger, kan det være Crohns sygdom. Blodprøver, afføringsprøver, kikkertundersøgelser af tyndtarm og tyktarm og røntgenundersøgelser vil så som oftest kunne vise, om det drejer sig om Crohns sygdom. Det er vigtigt at få udtaget en vævsprøve (biopsi) fra det angrebne område, idet det hos mange kan fastslå diagnosen.

Gode råd om Crohns sygdom

Vær opmærksom på, om der er tegn på forværring i sygdommen i form af

  • blod i afføringen
  • nye eller anderledes smerter
  • feber som det ikke er muligt at finde en anden grund til

Hvis du oplever nogle af disse symptomer skal du kontakte lægen.

Aktivitet

  • Under akutte anfald bør man hvile sig i nødvendigt omfang.
  • Imellem anfaldene bør man genoptage normale aktiviteter.

Kosten

Normalt er der ingen begrænsninger, men som for andre sygdomme i tarmene kan fedtfattig kost eventuelt hjælpe på diaré. I enkelte tilfælde kommer ´astronautkost´ på tale

Mulig forværring

  • Blødning og jernmangel.
  • Tarmslyng forårsaget af total tillukning af tarmen.
  • Hul i de betændte tarme.
  • Smerter og betændelse i leddene, øjenbetændelse, leverbetændelse.
  • Vanskeligheder med at optage føden enten på grund af udbredt ar-dannelse i tarmen, eller fordi tarmen efter mange operationer simpelt hen er blevet for kort.

Sandsynlig videre udvikling

De fleste patienter har et normalt liv med arbejde, børn og fuld aktivitet.

Hvordan behandles Crohns sygdom?

Behandlingen afhænger af sygdommens styrke og omfang, og af den virkning sygdommen har på patienten. Medicinsk behandling kan i mange situationer dæmpe betændelsestilstanden og holde symptomerne nede. Kirurgisk fjernelse af de angrebne områder kan undertiden være nødvendig. Ved betydelig sygdomsaktivitet er sygehusophold nødvendigt.

Det er meget vigtigt at man holder op med at ryge.

Hvilken medicin kan der gives?

Betændelse-hæmmende tabletter til tarmvæggen ved moderate symptomer. De fleste præparater har ingen forebyggende virkning.

Tabletter og injektion, binyrebarkhormon (betændelses-dæmpende hormon) ved forværringer af symptomerne som oftest i forbindelse med sygehusindlæggelse.

Injektion af antistoffer, der kan hæmme forskellige dele af betændelsesreaktionen.

Midler med lokal virkning i tarmen, binyrebark-hormon (betændelses-dæmpende hormon) ved milde og moderate symptomer til indføring i endetarmen, når sygdommen findes i endetarmen eller den nederste del af tyktarmen.

  • Tabletter og injektion, celledelings-hæmmende midler
    (cytostatika) ved meget svære symptomer, hvor binyrebark-hormon ikke har givet tilstrækkelig effekt eller hvor der er behov for forebyggende behandling.
  • Tabletter og injektion, smertestillende midler
    sammen med medicin, som dæmper sygdommen, når det er klarlagt, hvad årsagen til smerterne er.
  • Tabletter og injektion, antibiotika, når der samtidig er bakterielt udløste infektioner
  • Tabletter og injektion, vitaminer, når der ved blodprøver er påvist mangel af en eller flere vitaminer.
  • Tabletter, midler mod diaré når dette er et fremtrædende problem.

Nyttige links

Med venlig hilsen
Gina Vinther, Akupunktør/Zoneterapeut(RAB)