Behandling af tennisarm - Horsens - Bcare
Søgning

Behandling af tennisarm - Horsens

Tennisarm (Epicondylitis lateralis humeri)

Tennisarm – hvad er det?

De muskler, som strækker fingrene og håndleddet, udspringer fra et lille knoglefremspring på albuens yderside. Ved en tennisarm har man smerter i dette område. Smerterne kan eventuelt stråle op i såvel overarmen som ned langs underarmens yderside.

Smerterne skyldes formentlig små bristninger i det bindevæv, der holder musklerne ned til knoglen. Vævet bliver irriteret, og der opstår en inflammation, en slags betændelsestilstand uden bakterier. Lidelsen opstår sandsynligvis som følge af overbelastning af vævet i området.

Lidelsen rammer hyppigst personer i 40-års-alderen og derover. Kvinder rammes hyppigere end mænd. Lidelsen går ofte spontant i ro, men hos nogle få kan smerterne blive kroniske.

Hvorfor får man tennisarm?

Tennisarm rammer ikke kun tennisspillere, som netop anstrenger musklerne i dette område meget. Tennisarm kan ramme folk inden for andre idrætsgrene. Hyppigst ses lidelsen dog hos personer, der i deres erhverv udfører gentagne ensformige bevægelser.

Man mener, at bevægelser der sker med bøjet albue samtidig med, at hånden griber hårdt fat om noge,t er særligt belastende. Det kan være en ketcher eller et stykke værktøj. Dette er nok hovedårsagen til lidelsen.

Hvordan føles tennisarm?
Generne starter som regel med gradvist indsættende smerter omkring knoglefremspringet på albuens yderside. Det er temmelig ømt, hvis nogen trykker på området. Hvis man bøjer håndleddet opad mod modstand, kommer der smerter svarende til knoglefremspringet.

Smerterne kan efterhånden stråle op i overarmen og ned langs underarmens yderside. Der kan komme en fornemmelse af svaghed i håndleddet, så man har svært ved at gøre ting, der kræver, at man bruger kræfterne i hånden.

Hvad kan man selv gøre?

  • Afkøling af området
    I det nyopståede stadium kan man forsøge at mindske smerten med is. Man må ikke lægge is direkte på huden, men man skal komme et bind eller et klæde imellem hud og ispose. Isen kan lægges på 20 minutter ad gangen. Herefter skal der være cirka én times pause inden man lægger is på igen.
  • Hold armen i ro
    Man skal sørge for at holde armen i ro og undgå at lave ting, der fremkalder smerte.
  • Udspændingsøvelser
    Man kan lave udspændingsøvelser. Stræk armen frem for dig, så albuen bliver strukket helt ud. Drej underarmen lidt indad, så håndleddet kommer til at pege lodret op i luften. Bøj håndleddet indad, og brug den anden hånd til at støtte og holde strækket med. Strækket holdes cirka 15 sekunder, der holdes en kort pause, hvorefter strækket gentages. Dette gentages mange gange dagligt
  • Støttebandage
    En del patienter har glæde af en såkaldt epicondylitspænde til brug i dagtimerne og en stabiliserende håndledsskinne til natbrug, kan købes hos materialist eller bandagist.

Hvordan stiller lægen diagnosen tennisarm?
Lægen stiller diagnosen ved dels at lytte til, hvorledes generne er opstået og dels ved en almindelig undersøgelse af armen. En tennisalbue kan ikke ses på et røntgenbillede.

I nogle situationer kan det dog være nødvendigt, at tage et røntgenbillede for at udelukke en eventuel lidelse inde i albueleddet. Lægen undersøger desuden, om der er ømhed omkring albuen ved tryk.

Ligeledes undersøger lægen, om det fremkalder smerte at bøje hånden opad mod modstand. Det er vigtigt, at lægen ved sin undersøgelse udelukker, at generne skyldes en eventuel afklemning af en nerve. I sjældne tilfælde kan der være andre årsager til gener i armen, og disse skal også udelukkes.

Hvordan behandles tennisalbue?
Man kan forsøge med blokader svarende til det ømme område ved muskeludspringet. En blokade er en indsprøjtning med et binyrebarkhormon samt et lokalbedøvende middel. Ved denne lidelse må gentagne blokader frarådes, idet huden over knoglen kan tage skade. Bcare behandler med blandt andet, akupunktur, kinesio tapning og træningsøvelser.

Hvilken medicin kan anvendes?
Man kan forsøge med inflammationsdæmpende medicin. I daglig tale ofte kaldet gigtmedicin, og i fagsproget nævnes det ved forkortelsen NSAID. Der findes mange forskellige præparater på markedet med små forskelle i virkemåde. Visse personer frarådes indtagelse af disse præparater, så rådfør dig ALTID med din læge

Men rådfør dig med din læge herom!

Anbefaling af behandlingstype: Akupunktur

Er du tvivl om hvilken behandlingsform du skal vælge, så ring eller skriv gerne til Gina Vinther på 2073 5654☎️ eller [email protected]📧

Med venlig hilsen
Gina Vinther, Akupunktør/Zoneterapeut/Massør(RAB)